Behandling i hospitalsregi

Her findes information til dig, der skal undersøges eller behandles på hospital. Præcis og mere udførlig information gennemgås af det pågældende hospital/operatør. Der kan findes beskrivelser på udvalgte operationer på www.sundhed.dk.

CONCHOTOMI (konkotomi)
Fjernelse eller reduktion af næsens muslingeben. Formålet er at skabe mere plads i næsen og derved forbedre luftpassagen gennem næsen. Operationen foregår i fuld narkose.
Der vil ved indgrebet være risiko for blødning, infektion og skorpedannelse.

FESS-operation (functional endoscopic sinus surgery, endoskopisk bihule kirurgi)
Patienter med kronisk bihulebetændelse uden tilstrækkelig effekt af medicinsk behandling kan henvises til FESS-operation. Formålet med operationen er at forbedre afløb fra bihulerne. Operationen foregår i fuld narkose.
Der vil ved indgrebet være risiko for blødning og infektion. I sjældne tilfælde beskadigelse af omgivne strukturer.

SEPTUMPLASTIK
Dette dækker både over operation af skæv næseskillevæg og operation af ydre næse. I dette regi af ikke-kosmetiske årsager. Hyppigste årsag er nedsat luftpassage gennem næsen. Operationen kan foregå både i lokal bedøvelse og i fuld narkose, afhængigt af omfanget af operationen. Der indsættes silikoneplader i næsen som støtte den første uge.
Der vil efter indgrebet være risiko for smerte og hævelse. I sjældne tilfælde kan der opstå hul i næseskillevæggen (septum), som lukkes alt efter størrelse.

TONSILLEKTOMI (fjernelse af mandler)
Kirurgisk hel eller delvis fjernelse af mandlerne foregår i fuld narkose. Det kan være nødvendigt at fjerne mandler hos personer med tilbagevendende antibiotikakrævende halsbetændelser eller hos personer med forstørrede mandler, der giver åndedrætsbesvær under søvnen (obstruktiv søvnapnø).
Der vil efter indgrebet være risiko for smerte og infektion, samt risiko for blødning i op til 3 uger.

DISE (”drug-induced sleep endoscopy”, søvnendoskopi)
Dette er en undersøgelse der kan foretages hos patienter med søvnapnø. Ved undersøgelsen kan man ved hjælp af små mængder sovemedicin simulere svælgets tilstand under søvn. Herved kan undersøges hvorvidt patienten bedst behandles med et kirurgisk indgreb eller ved CPAP (overtryksventilering).