Fjernelse af børnepolypper
Hvad er børnepolypper?
Forstørret normalt lymfekirtelvæv (vegetationes adenoides) i næsesvælget. Ved aflukning af næsesvælget kan der opstå snøvl, væske i mellemørerne, snorken og vejrtrækningspauser under søvn.
Operationen:
Foretages i fuld bedøvelse, hvor patienten har et rør i luftrøret. Man fjerner børnepolypper gennem munden. Indgrebet med bedøvelse varer 20-30 minutter. Der kommer et sår i næsesvælget svarende til en hudafskrabning, som heler op.
Faste og bedøvelse:
Patienten skal holde total faste 6 timer før operationen, undtagen for vand og tynd saftevand som må drikkes indtil 1 time før i begrænset mængde. Børn skal 2 timer før operationen have paracetamol (f.eks. Panodil) efter vægt. Disse købes i håndkøb på apotek. Dosering fremgår af forpakning. Kan administreres som stikpille, tabletter eller som flydende opløsning. Klinikken har stikpiller som kan gives under operationen, men virkningen er bedst, hvis de er indtaget i forvejen.
Hvis patienten er blevet syg (temp. > 38.5) kontaktes klinikken om morgenen. (Man kan generelt sige, at et barn ikke kan bedøves rutinemæssigt, hvis det ikke er i stand til at komme i institution.)
Efter operationen:
Patient og pårørende er på klinikken ½ -1 time. Patienten må ikke være alene det første døgn. Det første døgn kan der komme gammelt blod fra mund og næse, ligesom der kan forekomme lette smerter, hvorfor man skal have paracetamol (f.eks. Panodil) i hjemmet. Det første døgn skal patienten spise kold blød kost (f.eks. is, yoghurt, lyst brød etc.).
Børn kan komme i institution dagen efter.
VED FRISK RØD BLØDNING FRA MUND OG NÆSE KONTAKTES ØRELÆGEN ELLER SKADESTUEN.
Kontrol:
Telefonisk kontrol 1 måned efter operationen. Opstår der tvivl er I altid velkomne til at kontakte klinikken. Der kan være hævelse under opheling i næsesvælget, hvorfor man ikke skal fortvivle, hvis virkningen ikke er udtalt med det samme.
Risici:
Kan komme igen, smerter og sjældent blødning
Senest revideret:
Januar 2021